Paa husbesök
Ei nýbakt forretning paa veikrýsse staar, den er ikke gammel var starta i fjor – der hanles med hýsa flatfisk aa sild – han kjöper jo súrka om du selge vil – naar kúndene ei kommer da er han jo saa erg – han gaar omkring og spýtter – han heter Johan Bergh.
Paa andre sia dalen en komagmaker bor – komager han har paa lager, han sydde dem i fjor – de ar av ný týpe, men er av finsk model – til nabber har han hosn , og paa hellan har han spel – han pússer dem i blue=star, dem taper ikke glansen – fabrikanten er en erlig kar, han heter Alfred Hansen.
Hans nabo er en grepa dreng, til rýperne setter han messing streng – han har og rævefelder, og ofte med dem steller – han aldrig lig i krangel – hans navn er Angus Angell
Og lenger op i skogen, en veiarbeider bor – på senjeveianleget kår han fik i fjor – når julaften kommer, han sig paa maven trommer – da er han med paa dansen – han heter Johan Hansen.
Og lenger op i skogen der er et örkenland – der trives bare jeter, og katter avles kan – han har og nýpesnarer, men kan ei fange hare – han slöier er den tússen – hans navn er Gúnnar Knútsen.
Saa drar vi lenger ned ad örkenveien bred – der bor jo den mann, som veien stelle kan – han har en mær saa röd, og den er kjæk og söd – han den for kjæren spender, og hen mot Finsnes vender – han skal jo veien rette, og púkkel sten paa den sprette – han kjörer timer fem, og vender jem ijen – og hastig blýanten finder frem, han heter Peder Andersen.
Og lenger ned paa bakken, står en diger går – aa bort ved húggestaben, en gammel gúbbe står – han kremter og han spýtter, men han paa kúbben slaar – han op mot himlen skúer, og av vinter veien spaar – frost det blir det sikkert, han kjender det paa polsen – han heter Angel Olsen.
Saa har vi lenger inde, paa klippens höie top – der bor en gammel sjipper, sin baat han setter op – og naar han setter line, da bruker han aa grine – han taper snart balansen, han heter Johan Johansen.
Og lenger der inde, der bor vaar ligningsmand – han kan ei gaa sakte, han bare löpe kan – naar han med andre tretter, han höit i lúften spretter – han sier han er fattig, men jeg tror han er rik – dette er ikke noget snik, han heter Emil Storvik.
Der staar et hús paa bakken, der maa vi gjöre stop – eieren er jo en ledig arbeidskrop – dú sikkert har kjent han för, naa er han blit ingeniör – han roter helst i sten og mol, han heter Hilberg Hansvoll.
I bakkens fot, der tet nedúnder – der bor en mann som jir bort dúnder – han vokter veien den gamle knekt, men bislagtake hans er blit lekt - han gaar paa veien med sine river, at og fraam han gaar aa driver – han ofte ind i hús mor daffe, og spör saa flitig efter kaffe – aa når saa kloken er blit fem, da gaar han makelig til sit hjem – han setter skoen ind i kåtte – aa skriv de túngvinte timer åtte – han bruker tiedemans blaa snús, hans navn er Ole Medhús.
Lit lenger ind der står et slott, og slottes eier han har det godt – fisk han flittig kjöper aa selger, aa pengene ind i sit skap han teller – útenat kan han landets låve, han gaar ind i sit kammer for en middagslúr aa såve – gamle båter han kjöper og leier, han heter simpelthen Ole Meier.
Vi stopper op ved en lite stúe, der inde bor en gammel frúe – jeg vil ikke si at hun bare kan grine, men et kan jeg si hun heter Larine.
Lenger ind over veien man gaar, paa höire side et skolehús staar – med husets indre pedelem stelle, der er lit hýgge for Rödvig aa Helle.
Lenger inde vi svinger op, der bor jo en gammel sköie krop – han driver med okser og höner, til folket forteller han gamle skröner – han önsker fostersönnen snart holt brúllup, og manden han heter jo Hans Túllúp.
I neste går bor en stenrik bonde, han er lit jerrig han grúser som den onde – hans hest er sort og heter Tor, nú er den vokset sig smúk aa stor – han forer den med lansmör og ost, og kommanderer med veldig röst – han snörer komagene stramt om leggen, og manden heter Andreas Heggen.
Til neste mand vi komme skal, han har býgget sin stúe av en stall – og klædning har han av staten fodt, saa nú greier han sig riktig godt – og dertil saa er han en pengegrisk mann, sine leieboere han presse kan – han er dommer ved sjöret, og går i en vendrik, han heter bare Henrik.
Og naar man saa ind efter veien gaar, der oppe ved svingen et úngdomshús staar – det er jo det velkjente lerkens rede, det brukes av læsere og mange flere.
Vi stopper op ved en rödmalt fjøs, der ligger saa mangt og meget mös – han bor i en stal den lúre kal, og sin sikdom det har han i en dall – to börn han han avlet en pike og en dreng, og manden heter Bernhart Andersen.
Aaa saa har vi jo en gammel man, han er lit sköi tro mig om du kan – naar han med Svarten skal kjöre, da brúker han tömmer av júksa snöre – da bröler han som best han kan, dra aa staa din svarte fann – hesten griner aa vifter med svansen, og manden heter Henrik Johansen.
Saa har vi jo vår gamle redaktör, han skriver i Lerken nú som för – jeg tör ikke mer om han skrive, for sikkert han da os út vil hive – han siger at vist vi skriver han i Lerken, skal vi nok faa föle ryggen verker – og sparkes út av hans stúegolv, aa manden heter Sedolf.
Saa har vi manden med den svarte hesten, han er jo sikkert tenkt sig til presten – til gårs har ahn fodt sin tilkomne viv, saa der blir jo sikker et större liv – og naar man har húgget lit favneved, da kan man jo gifte sig i ro og fred – jeg er ikke sikker jeg vet ei foresten, om han skal til Per Larsen eller til presten – hans elskede sýr både kjoler og dresser, og manden han heter Peter.
I gården dernest der bor jo en enke, hún sikkert vil gifte sig man kan jo det tenke – hún har ei bikja som pa folk jöir aa grina, aa enka hete jo Fina.
Neste går man drager forbi, der har jo læsaran fast logi – nedenfor gården er ei veldig mýr, der kan jo beite både hester aa kjýr – og lenger nede er ei leiråt strand, der förtes höispent stolper iland – paa trappen sitter den gamle monsen, og húsets eier er Leonhart Johnsen.
Aasaa der nede paa holmen graa, der ser man ogsaa en stúe staa – der er ogsaa en fjös og et gammelt do – og i stúen bor der familjen to – sjöen brýter mot stranden med veldig drag, og manden som bor paa loftet heter Gnag – men eierinden er ikke paa foten sen, aa foresten heter hún Anna Sten.
Vi titer frem til smeden den lange, han som en ver bort i alle vil stange – han har jo stöpt en gråsteins bur, det er en fjös som staar for túr – maken til den ei findes kan, den skal være 80 alen lang – naar han saa har lagt stein paa take, han erlaúsmedlem blir i úngdomslaget – han sa at paa festen blev der underskút i fjor, og manden heter Hans Öijor.
I neste stúe ei kjærring bor, hennes sön va sjipper paa letbaat i fjor – Han var i lofoten med lina, aa kjærringa ho heter Tina.
Saa har vi paa Haagen den gamle skipper, er i godt húmör naar hna til glaset nipper – manden er jo en greppa kar, en knúst letbaat og en halt mær han har – hans elste sön er blit spille mand, aa vassendvisa paa múnspillet kan – han Vårbud sjenket (har) en fårra gren, aa manden heter Bernhard Eriksen.
Der staar et hús op i den bratte li, der skal vi sakte gaa forbi – men kjerringen kan både skrive aa stave, saa det går ei an at falske mellinger lave – saa slarve kjeftan fer om ei liten stúnd, og kjerringen heter Ragna Lund.
I neste gaar bor en tömmermann, dem sei han koke súrka paa ei span – en melling var skrevet men ei av di rette, og lensmanden kom jo dagen der ette – aa lensmanden akoderte med mandens kone, som for úndersökelsen forlangte 50 kr – sönnen kom hjem han sýntes det var svert, og manden heter Albert.
Vi stopper op ved en blaamalt gaar, paa stald en derinde en blak mær staar – manden er vist for ligningen pantet, og lúen hans er otte kantet – den ligner mest et pinnsvin, han har fodt den av en Tanafin – sin mær har han býttet til sig for en gammel ko, manden heter Bergeton Mo.
Saa gaar vi bort til manden den lange, han har to döttre aa sönner mange – nú er dem alle blit stor og voksen, manden Johan Jakobsen.
Jeg hörer súset som i en dröm, det er jo sagen som gaar med ström – der klöves tömmer i store las, det er jo kraft ifra bardo fos – aa manden som dette eier, han sager baade stolben og meier – han har jo indlåsjert Toresen den bolsen, og gúbben selv heter Odin Olsen.
Saa gaar vi bort til neste mann, han bander sig grön for dem har drokke av hans melke span - han hurtig kjörer til expitören, han ligner i sin kofte en gammel björn - der med saa er det slut paa valsen, og manden heter Jörgen Olsen.