Wikia

Scratchpad

StereoSyn/Fetichering

< StereoSyn

217,619pages on
this wiki
Discuss this page3

Pornografi, Emigrant-litteratur og Humaniora

Er litteraturen vores Lolita?

Hvordan kan man blive seksuelt opstemt af pornografiens døde, pixelerede billeder? Selv hvis man antager at hjernen omsætter de fiktive billeder til en oplevelse af faktuel virkelighed, er den virkelighed der fremstilles i pornomagasiner og -film og på internettet ofte så ubehagelig at det kan være svært at forklare dens tiltrækningskraft rent biologisk. Hvordan gavner f.eks. voldtægter og overgreb på børn menneskearten?


Det man ser, er altså ikke det ens øjne ser men nok en idealiseret form. Et eller andet i handlingen at se på pornografi, aktiverer en associeret hukommelse, der er knyttet til seksuel opstemthed. Seksual-forskere forklarer ofte uhensigtsmæssige perversiteter med at mennesket kan lære at tænde på hvad som helst. Et lille kig på internettet bekræfter da også dette. Især Japan er kilde til nogle gode eksempler* - f.eks. faldt jeg over en række japanske fotobøger der afbilder kvindehænder som erotisk materiale. Der mangler noget her - hvilken "proces"? Vi kan kalde denne proces for fetichering. En fetich er i traditionel forstand en "stand-in" for Guddommen: en totempæl, et billede af Jomfru Maria, en statue. Ligesom den religiøse trænes, fra barnsben af (der er meget få uden religiøs opdragelse der bliver religiøse senere i livet), i at knytte sine religiøse følelser til et rum, en bestemt stemning eller en præst, knyttes vores seksualitet uundgåeligt, af kulturens pres, til bestemte visuelle fremstillinger, ord, gestus og berøring. Vi lærer at blive opstemte når vi ser en tiltrækkende person af det modsatte køn. Eller vi lærer at opstemmes af de kulturelt forkerte ting, ungdomsdyrkelsen g <-- ?

Al den snak om sex og pornografi er selvfølgeligt bare for at få jer til at læse videre.

Paralleller til denne fetichering kan man ofte finde i emmigrant-litteraturen. Jeg drager mine eksempler primært fra Nabokov's Lolita og sekundært Salman Rushdie's The Satanic Verses (TSV), som begge beskriver hvordan emigranten oplever mødet med det nye land ud fra den forstilling de har opbygget om det i deres barndom, i deres hjemland. For den ene af hovedpersonerne i TSV er London ikke, som for de indfødte, bare London men Proper London eller Vilayet**. For den anden er den en idyl, et land af soberhed og pli, en illusion han fastholder på trods af gentagne demonstrationer af det modsatte. Begge personers forestillinger er grebet i barndommens Indien. I Lolita illustreres mekanismen mere præcist da immigranten Humbert Humbert's forhold til hans nye land, Amerika, fordobles i hans forhold til pigen Dolores Haze. Den pige han begærer og forelsker sig i er ikke den virkelige, tilstedeværende, Dolores men derimod hans forestilling om hende, nymfetten Lolita, modelleret over hans fortabte barndomskæreste Elenore (???).

Indtil Humbert drager til Amerika for at skrive et akademisk værk har denne abnorme seksualitet været undertrykt og han har haft et par forholdsvis dysfunktionelle forhold til kvinder "på hans egen alder". Men rejsen til Amerika er også en rejse i barndommens rige, fordi han kan kun se Amerika igennem hans forestillings filter. Han har ikke lært det at kende endnu og alting reduceres til de klicheér og idiosynkrasier han voksede op med. Denne tilbagevenden til barndommens rige vækker for alvor hans appetit på småpiger og mens han rejser igennem hans forestilling af Amerika udlever han sin fantasi om Lolita. Humbert's England forholder sig til Amerika som Lolita til Dolores.

Min påstand, min Elaborate pointe, er nu den at vores; den Humanistiske, kultur ser analoge medier som Humbert Humbert ser England. Igennem vores (fælles) barndom, og vores ungdom, har vi lært at behandle kilder og tekster på en bestemt måde, vores akademiske følelser tændes især ved duften og berøringen af bogsider og vi stoler automatisk mere på trykt materiale end på digitalt publisheret. Men hvad kan vi så lærer af denne sammenligning, at det er problematisk at blive i sine tillærte forstillingers vold, både Lolita og TSV behandler de problemer der opstår som følge af en sådan forblændelse, og hvis man tro dem er konklusionen negativ. Humbert Humbert forbliver i hans fortids vold og mishandler en lille pige, den ene hovedperson i TSV forsvinder helt i sine forstillinger og ender med at blæse hjernen ud, mens den anden vender tilbage til sine rødder - en mulighed vi som temporære væsner frem for geografiske, ikke har!. KritikerX har kaldt Humbert Humbert for verdens mest ukreative menneske og han straffes jo også for ikke at kunne se mulighederne i den nye verden, eller i voksendommen, han er stagneret og monstrøs. Vi skal ikke lade litteraturen blive vores Lolita, men istedet forstå den ud fra dens nye univers. Vi skal som Rushdies karaktere mutere og blive større og forstå verden omkring os. Man kan argumentere for at vi alligevel ikke beskæftiger os med kontemporær litteratur.

Løsnings-forslag: Fortidens akademikere havde en forholdsvis stabil base at arbejde ud fra, de kendte deres plads og kunne derfor sagtens være progressive uden at "fare vild". Denne base var tradition. Vores generations akademika er præget af konstante forandringer, på trods af at vi, i højere grad end nogensinde før har brug for et fast standpunkt, en konstant, for at kunne obsevere en konstant flydende litterær virkelighed. Denne tilstand af dobbelt gentaget bevægelse gør at vi stagnere, når grunden under vores fødder flytter sig holder vi fast i et litteratur syn som en bøje.

* Sandsynglivis ikke fordi Japanere er mere afvigende fra normen end os andre, men fordi Japan er et Ateistisk land og afvigende seksualitet derved ikke er nær så tabuiseret
** Det Indiske ord for England, betyder egentlig blot Andensteds.

Around Wikia's network

Random wikia